C2IT GreenHouse investeringsselskab

1. juli 2021

C2IT Greenhouse – C2IT Groups nye investeringsselskab

C2IT Group, der ved flere tidligere lejligheder har investeret i start-ups, har nu besluttet at gå mere struktureret til værks, hvad angår involvering i start-up-markedet. Derfor etablerer C2IT Group pr. 1. juli 2021 investerings- og porteføljeselskabet C2IT GreenHouse A/S, så alle C2IT Groups investeringer kan være samlet ét sted.

C2IT GreenHouse A/S har som overordnet formål at hjælpe start-ups i gang og give dem et solidt fodfæste i markedet. “Når vi finder en spændende start-up-virksomhed, der har alle de rigtige værdier, gode produkter eller løsninger baseret på spændende teknologier, og vi kan mærke den rette ånd blandt både ledelsen og medarbejderne, så kribler det i os for at få lov at være med og bidrage dér, hvor vi kan se, at start-up’en ikke selv er helt på hjemmebane. Ingen kan alt, og ofte er disse start-ups fuldt fokuserede på deres produkt, men ved til gengæld ikke så meget om for eksempel salg, marketing og administration generelt. Det er så her, vi kan træde til og hjælpe. vi er blandt andet ved at køre et fuldt administrativt set-up i stilling. Vi er naturligvis også klar til at indskyde kapital i disse nye start-ups, men hvis de kun er interesserede i penge, er det ikke noget for os. En væsentlig del af vores strategi er nemlig at gå helhjertede ind i projekterne. Erfaringsmæssigt ved vi, at penge ikke hjælper videre – de giver bare en lidt længere levetid,” siger Carsten Sixhøi, CEO for C2IT Group og initiativtager bag C2IT GreenHouse A/S.

 

Det sidste lille skub

“En del af strategien bag C2IT GreenHouse A/S er at finde iværksættere inden for software og produktvirksomheder med et klart potentiale – altså virksomheder der enten har opnået en eller anden form for proof-of-concept eller på anden måde har udvist tegn på, at de er tæt på et gennembrud, men bare lige mangler det sidste lille skub. Det er desuden vigtigt i udvælgelsen af projekter, at vi har noget viden at byde ind med. Vi vil ikke involvere os i virksomheder, der ligger for langt væk fra vores egen forretning. C2IT GreenHouse A/S skal ikke leve af iværksættervirksomhedernes driftsresultater. Det er meningen, at vi trækker os og sælger vores andel, når virksomhederne er selvkørende. Derefter kan vi indgå i samarbejder med hinanden. Vi vil for eksempel gerne kunne trække på nogle af deres dygtige medarbejdere, ligesom de på sigt kan have brug for nogle af vores konsulentydelser,” siger Carsten Sixhøi.

 

Ikke bare penge

Investorerne i C2IT GreenHouse A/S er i første omgang hentet internt i C2IT Group. Interessenterne har ikke alene indskudt kapital men også forpligtet sig til at engagere sig personligt med tid og kompetencer. Alle investorer deltager desuden i udvælgelsen af nye investeringsemner til C2IT GreenHouse A/S, ligesom det også bliver en fælles beslutning at sælge noget fra. C2IT GreenHouse A/S er etableret som et aktieselskab, hvor alle hæfter med den indskudte kapital. C2IT GreenHouse A/S investeringskapital er i første omgang ca. 8-9 millioner. “På sigt vil vi muligvis åbne for eksterne investorer, men det vil stadig være et krav, at de udover penge også involverer sig med tid og kompetencer,” siger Carsten Sixhøi.

C2IT GreenHouse A/S skal maksimalt eje 20-50 procent af de start-ups, de engagerer sig i. Alle projekter skal have en deadline, og det er planen, at C2IT GreenHouse A/S trækker sig ud af projekterne igen efter 2-5 år.

 

Om C2IT Group:

C2IT Group arbejder med digitalisering af danske virksomheder og organisationer og består af tre ben:

  • C2IT, der leverer ydelser med udgangspunkt i standard software primært fra Microsoft, som f.eks. Dynamics NAV/Business Central, Power BI, Power Apps, Office 365 og Teams.
  • IT Kartellet, der udvikler unikke softwareløsninger som f.eks. læringsportaler, webapplikationer og integrationsopgaver.
  • People-IT, der arbejder i markedet for freelanceydelser til Danmarks største virksomheder og organisationer.

 

Omtale i andre medier

> ITWatch: Microsoft-hus åbner venturefond: Topledelsen skal investere egne penge

Vil du vide mere?

Carsten Sixhøi